Tørjakker, tørbukser og tørdragter er alle forsynet med latex manchetter, hvis de skal være tættest mulige. De seneste år er der dog kommet flere rigtig gode alternativer til, men latex giver trods dette stadig den tætteste lukning. Særligt når der er en ekstra manchet i neopren eller lign. over latexen. Latex har en begrænset holdbarhed. Typisk kan man påregne omkring 100 dage på vandet for en hals- og noget mere for håndledsmanchetterne. Man kan være heldig, at de holdere længere, men også uheldig, så de holder i kortere tid. Det betyder at manchetter i latex har en væsentlig kortere levetid end resten af padletøjet!Pas på dine latex-manchetter! Der findes forskellige ting, man kan behandle latex’en med, for at få den til at holde i længere tid. Dels noget der kaldes 303 – et produkt der beskytter mod UV-stråling, hvilket er en slidfaktor på latexen, dels noget der hedder Seal Saver – et silikone produkt der holder latexen blød og smidig længere. Endelig skal man passe på ikke at tørre latexen i direkte sollys og heller ikke udsætte dem alt for meget for solcreme og lignende. Lige som øreringe, fingerringe, ure m.m. kan meget let kommet til at rive i latexen – og så er det i gang med at skifte manchetter. | |
Skift selv manchetterne! Det er ikke så svært at skifte de gamle manchetter selv. Enten når de er gået i stykker, eller inden, hvis de ser ud til at ville gå i stykker op til en længere tur. Nogle jakker kan dog godt give lidt problemer, så det er en god idé at tjekke dette inden du køber ny jakke. | Du skal bruge:Jakke med dårlig manchet (ellers er det lidt fjollet at skifte den)Ny manchetAquasealNål og trådHolder til limningSlibepapir |
Første opgave, er at få hele den gamle manchet af og rense jakken for alt løstsiddende lim, tape og hvad der ellers måtte være. Der hvor den nye manchet skal limes på, slibes let med slibepapir, for at give en bedre limflade. Det næste er at finde noget der kan bruges til at holde manchetten på plads mens limen tørre. Det kan være en stor køkkenskål, en bold eller tilsvarende. Læg holderen inde i jakken, og prøv at sætte manchetten på plads over denne. | |
Når du er sikker på det hele passer, tager du manchetten af, og lægger et tyndt lag lim på jakken, hvor manchetten skal sidde. Du kan nu sætte manchetten omhyggeligt på plads. Pres godt på limningen, så der ikke er luftbobler i limningen. | |
Vent til limen er tør. Det tager ca. 24 timer for Aquaseal og ca. 3 timer hvis du bruger Aquaseal blandet op med Cotol-240.Når limen er tør, kan du fjerne holderen og sy manchetten fast til jakken. Brug bare store sting – det er limen der holder, men syningen sikre at manchetten ikke rives løs ved et uheld.Til sidst tætnes syhullerne med et tyndt lag Aquaseal – og vupti din manchet er tæt igen, og du bliver forhåbentlig ikke våd :o) | |
Der er stor forskel på hvordan latexmanchetterne er sat på fra den enkelte producent. Nogle metoder gør det let at skifte manchet, mens andre kan gøre det ganske besværligt, hvis man ikke lige har en systue med en tapemaskine! Metoden over viser påsætningen på den enkleste konstruktion.Andre konstruktioner, som vist på billederne th. kan give lidt større problemer, med at få et rigtig godt resultat. Her er limfladen ikke stor nok til at limen kan holde. Derfor er det nødvendigt at sy manchetten på og efterfølgende tætne syningen med aquaseal. På indersiden kan man med stor fordel stryge en vandtæt tape på. For at tapen kan holde på latex’en skal latex’en først have en tynd gang seamseal, som man skal lade tørre inden tapen stryges på. | |