“Der er kun få områder i Verden som endnu ikke er betrådt af mennesker. At et af disse områder skal findes i et civiliseret og udviklet land som New Zealand, kan synes utroligt, med mindre man selv har besøgt det sydvestlige hjørne af Sydøen. Forrevne, skarpe bjerge rejser sig op mod himlen. Mere end 200 regnvejrsdage om året sikrer, at ikke en eneste gren er efterladt bar og brun, mos og epiphytter dækker hver en krinkelkrog. Skoven har en intens grøn farve. Dette er et stort land… Den ene dag fredfyldt, et studie i grønt og blåt, den næste melankolsk og tåget, med lavtliggende skyer der indhyller bjergtoppene… Et inspirerende sted, med sine granitskrænter, hængende dale, jordskælvsforkastninger og tordnende vandfald.” (frit oversat).Sådan beskrev Charles John Lyttelton (Generalguvenør i New Zealand, 1957-1962) Fiordland regionen for cirka 50 år siden. Han glemte at nævne sandfluerne, men selv efter at have hørt om deres enorme antal og aggresivitet fra kollegaer og venner (som iøvrigt ikke selv har været helt derude), holdt vi fast i planen om at ro en juletur i Doubtful Sound og de tilstødende arme.I Juli 2006 flyttede vi til Auckland i New Zealand. Jeg arbejder i et rådgivende ingeniørfirma og min kæreste arbejder via en hjemmearbejdsplads stadig for et dansk firma, samtidig med at hun driver et lille lokalt firma. Mit arbejde var selvfølgelig en væsentlig grund til at vi flyttede om på den anden side af Jorden, men ønsket om en mere afslappet livsstil, en længere sommer og suveræn adgang til vandreture, alle former for klatring og alle former for kajakroning, betød også en del da vi traf beslutningen om at pakke alle vores ejendele i en 20 fods container og sende det hele ud på en 6 uger lang rejse fra København til Auckland.Siden vi kom hertil, har vi mest været på weekendture, men med verdens bedste kajakfarvand lige uden for døren, er det nu også iorden. Vi befinder os på den sydlige halvkugle, så sommerferien falder henover Julen. Generelt er vejret dog ret godt det meste af året, i forhold til hvad vi er vant til. Det følgende er beretningen om vores juletur på Doubtful Sound og de tilstødende arme.Planlægning
I månederne op til sommerferien 2006 fik vi langsomt styr på destination, rute, logistik og transport. Denne tur skulle være min første længere kajaktur. Jeg havde ikke tidligere prøvet at ro med oppakning, eller ro rigtig langt, for den sags skyld. Heldigvis er min kæreste meget mere rutineret og hun stod derfor for en stor del af planlægningen.Der er mange turmuligheder for kajakroere i New Zealand. Faktisk er der så mange smukke ture her i landet, at det er lidt et problem at vi også interesserer os for vandring og bjergbestigning, samt at vi er nødt til at passe vores arbejder. Valget faldt i denne omgang på Doubtful Sound pga. ovenstående beskrivelse leveret af Mr. Lyttelton, og at det var det sted der at dømme ud fra litteraturen var mindst kommercielt, hovedsageligt fordi det er så besværligt at komme derud.Doubtful Sound er langt fra alfarvej, så vi gjorde en del ud af sikkerheden. Tidligere (da jeg var ung og havde mere dødsforagt) bestod min førstehjælpskasse af en en rulle sportstape, og det eneste reperationsgrej jeg havde med, var 4 m gaffatape viklet om drikkeflasken. På denne tur medbragte vi reservepagaj, VHF-radio og en ordentlig førstehjælpskasse. Det er selvfølgelig noget nemmere at beslutte sig for disse sikkerhedsforanstaltninger når man ved at man ikke skal bære det hele på ryggen, men set i bakspejlet, har den ekstra sikkerhed bidraget til at gøre turen til en større nydelse – også selv om vi ikke fik brug for nogen af delene. Bare tanken om at skulle ro 40 km med en knust vingpagaj i høje bølger, kan ødelægge min nattesøvn.I forbindelse med planlægningen viste det sig, at noget af det vanskeligste var at organisere transport fra Manapouri til Deep Cove, hvor kajakturen skulle begynde. Der er to kommercielle guidefirmaer der opererer med kajakture i Lake Manapouri og den inderste del af Doubtful Sound omkring Deep Cove og Hall Arm, og de var ikke specielt interesserede i at hjælpe folk der ikke skulle på en af deres egne ture. Endvidere er der et kommercielt firma der tilbyder ture på en båd i fjorden og et par af armene. De havde ikke mulighed for at fragte vores kajakker over Wilmot Pass. Den eneste mulighed for at få kajakkerne ud til Deep Cove, er at krydse Lake Manapouri og derefter køre 22 km ad en privat grusvej over Wilmot Pass og ned til bunden af fjorden. Efter lang tids kommunikation med de to guidefirmaer, fik vi allernådigst lov til at tage med det ene af guidefirmaerne over Lake Manapouri og over passet.En lang køretur
New Zealand er et forholdsvist lille land, men det tager alligevel noget tid at komme fra Auckland til Fiordland. Natten til torsdag før Jul, spændte vi bilen under kajakkerne og trillede sydpå ad SH1. De første 100 km, til lige før Hamilton, er på motorvej, men derefter bliver det til almindelig landevej, der går gennem hver eneste lille by mellem Auckland og Wellington. Jyderne kunne lære meget her. Der er forskel på “need to have” og “nice to have”. Der er ingen grund til at anlægge en motorvej, hvis der kun kører 100 biler på strækningen om dagen, og man kommer faktisk hurtigt frem, selvom man ikke kan boltre sig i 3 baner.Undervejs sov vi et par timer i bilen, før vi ankom til evigt blæsende Wellington, hvorfra færgen til Picton på Sydøen afgik. Da vi kom ud på åbent vand gik det op for os at det faktisk blæste rigtig meget. Vi døbte efterfølgende overfarten til ”De tabte værdigheders overfart”. Der var bræk overalt. Alle, lige fra små asiatiske piger til store, stolte mænd, sad og lå med tårer i øjnene og brækkede sig. En ansat tumlede rundt og prøvede at dele søsygepiller og brækposer ud inden det var for sent. Han var på en umulig opgave. Vi fandt en tør plet bagerst på båden, hvor vi lagde os til at sove indtil vi gik ind i Queen Charlotte Sound og bølgerne aftog. Jeg var ikke på toppen og selv min kæreste, som er datter af en kaptajn og vant til store bølger, syntes ikke at turen var behagelig. Desværre var der en bil på vogndækket som ikke havde trukket håndbremsen på overfarten. Denne forglemmelse resulterede i at 5-6 biler blev bulet. Vores bil med glasfiberkajakker på taget stod lige ved siden af, men vi slap heldigvis for skrammer.Fra Picton trillede vi ned langs med østkysten for på et tidspunkt efter Timaru at skrå ind over Alperne mod Manapouri, hvortil vi ankom lørdag eftermiddag. Manapouri er en ret lille by og guidefirmaet som vi havde arrangeret transport med, var nemt at finde. Vi bekræftede at vi havde en aftale dagen efter og indlogerede os på den nærliggende campingplads hvor vi pakkede de dry bags vi skulle have med.Manapouri til Deep Cove
Turen fra Manapouri til Deep Cove var lidt besværlig, idet vi skulle have fragtet vores kajakker over Lake Manapouri på taget af en båd, og derefter på en trailer, over et pas, til Deep Cove, som ligger i bunden af fjorden. Vi havde arrangeret transport med en af de ialt 2 turoperatører i området, og heldigvis var vi meget organiserede med vores udstyr.Fra Wilmot Pass fik vi for første og eneste gang et udsyn over fjorden. Der kom et hul i de lavtliggende skyer og vi kunne et øjeblik betragte det mytiske område vi skulle ro i de kommende dage.Undervejs betragtede den lokale kajakguide mistroisk vores spinkle kajakker og kom med et par spydige kommentarer. Da vi så de kajakker han selv brugte til sit forehavende, forstod vi bedre hans attitude. Hans toer-kajakker vejer cirka 45 kg og er 80 cm brede. Vores enerkajakker vejer 22-25 kg og er 46-54 cm brede. Det siger vel alt, at hans guidede ture fik tilbagelagt 12 km på en god dag, mens det viste sig at vi roede cirka 40 km om dagen.Vi blev sat af i Deep Cove. Der var ikke voldsomt mange sandfluer i Manapouri, men i Deep Cove begyndte vi at forstå hvorfor folk omtalte dem som en plage. Der var mange og de var aggressive. Heldigvis havde vi smurt os grundigt ind i 40% DEET mygge tamtam inden vi forlod Manapouri og myggenettene havde vi taget i lommen. Resten af turen var det at stå oprejst ensbetydende med at bære myggenet. Det skal dog bemærkes at man generelt ikke står ret meget oprejst når man er på kajakferie.Doubtful Sound
Da kaptajn Cook i 1769 udforskede Fiordland, var han aldrig inde i fjorden. Da han kom til mundingen, syntes han, at forholdene inde i fjorden så tvivlsomme ud og han besluttede derfor at sejle videre. Han navngav derfor stedet Doubtful Harbour. Fjorden er senere navngivet Doubtful Sound af hvalfangere, som desværre ikke kendte forskel på en fjord og et sund. En fjord er en smal vig i havet med stejle klippevægge på begge sider. En fjord er opstået som følge af en oversvømmelse af en gletcherdal. Bemærk iøvrigt at Limfjorden geologisk set ikke er en fjord, men en kanal.Doubtful Sound er blandt andet usædvanlig ved at fjorden består af to tydeligt adskilte vandlag. De øverste meter er ferskvand, som løber til fra de omkringliggende bjerge. Under ferskvandslaget findes et koldt saltvandslag med højere densitet. Saltvandet kommer fra havet. Forskellen i refraktion for de to adskilte vandlag bevirker at lys ikke kan trænge længere ned end cirka 40 meter. Dette er årsagen til at der findes mange dybhavsarter på den relativt lave dybde som Doubtful Sound har i forhold til oceanerne.Endelig på vandet
Efter den lange tur til Manapouri og den lidt stressende tur over Lake Manapouri og Wilmot Pass, stod vi endelig ved breden i Deep Cove og kiggede ud over fjorden. Vejret var ikke specielt godt og der var mange sandfluer, men bortset fra sandfluerne var vi alene og vandet så godt ud. Der var ikke en vind, men skyerne hang meget lavt og der kom nogle enkelte dryp. På det tidspunkt vidste vi ikke at det var starten på den byge der skulle vare næsten en uge.Sandfluernes tilstedeværelse bevirkede at vi satte verdensrekord i at pakke kajakkerne, få våddragter på og komme på vandet. 30 sekunders turbo-padling og sandfluerne var væk. Stille og roligt gled vi igennem vandet ud af Deep Cove. Det var som at ro på et spejl. Vandet er helt sort og der var ikke en krusning. Alle omgivelser spejlede sig i overfladen og vi fik næsten dårlig samvittighed over at lade kajakkerne skære igennem vandeoverfladen.Normalt siger man, at der helst skal være mindst cirka 3 meter vand under kajakken for at den glider bedst. Doubtful Sound er på det dybeste sted 434 meter dyb, hvilket vel må siges at være tilstrækkeligt. Sandfluerne gjorde deres bedste for at hjælpe os til at få roet en masse kilometer. De generer nemlig ikke på vandet, så vi tilbragte cirka 8 timer om dagen i kajakkerne, og fik på den måde tilbagelagt en masse kilometer. Området er ufatteligt smukt, og selv om vejret og sandfluerne ikke var specielt imødekommende, havde vi rig lejlighed til at nyde naturen. Fuglelivet er særdeles rigt og vi så endvidere pingviner (som vel i realiteten også er en fugl), sæler og delfiner. Sidstnævnte så vi vel 8-12 gange og ved flere lejligheder på meget tæt hold.Juleaften
Det viste sig at være meget sparsomt med lejrpladser. På kortet havde vi udset os et par steder hvor man kunne gå i land og sætte et telt op. Da vi fandt de udvalgte steder i virkeligheden, viste de sig, bortset fra et enkelt sted, at være oversvømmede. Den megen nedbør gjorde det umuligt at sætte telt op. Det ene sted hvor man kunne telte endte vi derfor med at bruge som udgangspunkt for en række dagsture. Heldigvis lå det centralt i arm-systemet og selvom det betød at vi skulle ro lidt ekstra afstande for at komme tilbage til teltet fungerede det meget godt. Vi kunne de fleste dage udnytte tidevandet både ud og hjem.Juleaftens dag roede vi op i bunden af Hall Arm. Vandet var blikstille, skyerne hang som sædvanlig lavt og bortset fra et par yderst aggressive måger og et par springende fisk, følte vi os alene i Verden. Stilheden var enorm. Hall Arm er en smal og snoet gren af fjorden og det føles som om man sidder i en sprække i jorden der kan lukke sig når som helst. Solen skinner ikke ret længe på vandet her. Alligevel er det utroligt hvor meget bevoksning der er på bjergsiderne. Det er som at ro inde i en regnskov hvor skovbunden er lodret.Det er faktisk muligt at gå i land i bunden af Hall Arm. Selvom min bagdel og mine ben trængte alvorligt til at blive vækket, valgte vi at blive i kajakkerne og indtage frokosten siddende på vandet. Tanken om sandfluerne inde på land var for afskrækkende. Så hellere risikere at blive permanent følelsesløs i den nederste halvdel.Juleaften fejrede vi under et myggenet med et dejligt måltid frysetørret mad og kartonrødvin, efterfulgt af frysetørret æblekage og en fabelagtig kop kakaokaffe. Det må have set lækkert ud, for sandfluerne stod ihvertfald i kø udenfor nettet for at spise med. Vi tændte VHF’en en enkelt gang for at se om der var nogen derude at ønske glædelig Jul, men der var ikke et øre indenfor rækkevidde. Gaverne sprang vi over, men det var alligevel en god aften.Crooked Arm
Vejret var fortsat ikke fantastisk, men på den anden side havde vi heller ikke forventet meget andet. Fiordland er, udover sandfluerne, kendt for at der falder cirka 7.5 meter regn om året. Vi så ialt solen i en halv times tid i de 5 dage vi tilbragte i Doubtful Sound.En af dagene brugte vi på at ro op i Crooked Arm. Her havde vi et langt stykke af vejen følgeskab af en flok bottlenosed delfiner. Crooked Arm er væsentligt bredere end Hall Arm og bjergsiderne knap så stejle. Det silede ned hele dagen. Jeg tror aldrig jeg har været så våd før, men det var nemt nok at holde varmen, for der var en del modstrøm at slås med. Vi talte ikke meget sammen den dag, af den simple grund at det var umuligt at få ørenlyd. Regnen hamrede mod kajakkerne og kasketskyggerne. Sammenbidte padlede vi det bedste vi har lært. Det var en lang dag og allerede ved middagstid begyndte jeg at glæde mig til den varme og tørre sovepose. Bemærk at soveposer der kan lynes sammen er en fantastisk opfindelse.På turen tilbage til teltet, tog vinden meget til og for mit vedkommende var det trættende at kæmpe for at holde balancen i så mange timer. En observatør ville ved betragtning af vores ansigtsudtryk ikke være i tvivl om hvem der var den rutinerede og hvem der var begynderen. Jeg følte mig bogstaveligt talt på dybt vand. Det sidste stykke ind til lejren krævede fuld koncentration. De sidste 20 meter bliver der pludselig lavt og man skal holde tungen lige i munden for at navigere imellem rødder og sten. At stige ud af kajakken på en værdig måde kan være vanskeligt, når man har siddet i den i 8-9 timer. Det lykkedes dog at holde balancen på de sovende ben uden at vælte og vi fik hurtigt tøjret kajakkerne til et træ. Hurtigt af med våddragterne og ind i teltet uden at få sandfluer med ind i inderteltet.Secretary Island
De næste par dage forsøgte vi et par gange at komme ud til Secretary Island nær udmundingen i det Tasmanske Hav. På kortet var der markeret en hytte og ifølge guidefirmaet som hjalp os fra Manapouri til Deep Cove skulle hytten stadig være der. Den var der ihvertfald da de var der sidst – tre år tidligere… Ingen af gangene lykkedes det os dog at komme helt ud til hytten. Hvis den stadig var der, har vi været cirka 500 m fra den, men for at komme det sidste stykke skal man krydse et stykke åbent vand. Begge gange måtte vi vende om pga for kraftig regn og vind. Vi kunne ikke se Secretary Island forude paa grund af taage og vi turde ganske enkelt ikke kaste os ud på det åbne stykke uden at kunne se land på den anden side.På turen tilbage i fjorden mod vores velkendte lejrplads, efter det andet mislykkede forsøg, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke at sige noget. Det silede ned som sædvanlig og vi havde fået nok af at være våde. Vi besluttede at forlænge dagen med 5 km og ro hele vejen ind til Deep Cove og finde et sted at tørre. På fem dage havde vi på meget tæt hold set sæler, pingviner, delfiner og et stort antal eksotiske fugle. Vi havde roet i et fantastisk landskab og følt os som alene i Verden. Selv om det havde regnet meget, havde vi oplevet naturen fra sin bedste side, men alt godt får en ende. Vi ville tørre.Deep Cove
I bunden af Doubtful Sound ligger der en havn og et par bygninger. Det er her turoperatørerne starter deres ture. Der ligger også et par store turbåde som sejler turister rundt i fjordene. Vi var i området henover Jul og mødte således først andre mennesker på sidstedagen da vi var på vej ind i Deep Cove.Der bor en familie i Deep Cove. De administrerer lejrskolebygningen. Da vi kom i land henvendte vi os hos denne familie og fik lov til at benytte faciliteterne i lejrskolen. Vi var de eneste der boede der, men tørrerummet så efter vores indtog ud som om der boede 40 børn som alle havde været i bad med tøjet på.Området omkring Deep Cove er utroligt smukt, især hvis man undlader at tænke på at udløbet fra New Zealands mest omtalte vandkraftværk ligger lige ved siden af. Vi gik en tur omkring bunden af fjorden inden vi fik et lift ud til Manapouri den følgende dag.Milford Sound
Fra Doubtful Sound gik turen nordpå. Planen var at ro en tur i Milford Sound, men da vi kom dertil og så forholdene, besluttede vi at tage en tur med en af de mange kommercielle både i stedet. Denne tur bekræftede blot, at vi gjorde fornuftigt i ikke at ro en tur der. Milford Sound er smukt, men det kommer overhovedet ikke i nærheden af Doubtful Sound, hverken mht dyreliv, storslåethed eller størrelse. Det er til gengæld MEGET mere kommercielt. Turbådene sejler næsten i en lang kæde, og over hele sundet kan man høre bådenes guider orientere igennem store højttalere, om hvad man ser undervejs. Bølgerne der dannes fra turbådene, vil gøre en rotur til en ganske stressende affære. Vi lod kajakkerne ligge på bilen og kørte videre samme dag. Med små afstikkere undervejs og en masse ophold rullede vi op ad vestkysten forbi Fox og Franz Josef gletcherne under Mount Cook. Nytårsaften fejrede vi på en campingplads i Okarito med endnu et dejligt måltid frysetørret mad, kartonrødvin og efterfølgende gåtur langs vandet, mens solen landede i Australien.Abel Tasman
Vi tilbragte et par dage på vandet ud for Abel Tasman Nationalpark i den nordlige del af Sydøen. Vejret var fantastisk, og vand og strande meget fotogene. Vi var bestemt ikke de eneste i kajakker der (jeg har læst et sted, at der er cirka 800 personer på vandet om dagen i dette farvand, og det tal virker meget realistisk), men hovedparten af de andre sad i meget brede og tunge udlejningskajakker. Vores kajakker mødte mange misundelige blikke.Der er mange vandtaxaer i farvandet ud for Abel Tasman Nationalpark. Som tilfældet er med næsten alle kiwier, farer der en djævel i chaufførerne når de får en motor mellem benene. Desværre er de sjældent i stand til at styre maskineriet, og de mister al den omtanke og hensynsfuldhed, som de normalt besidder. En stor motorbåd der sejler for fuld kraft i en halvcirkel med radius på cirka 25 meter rundt om en, danner altså en ret kraftig bølge. Vi havde en lille disputs med en af vandtaxi-chaufførerne på den baggrund. Heldigt, at vi begge har lært at ro i bølger. |
|
