Et godt skaft skal ligge godt i hånden, det vil sige have en diameter, der passer til din hånd og en overflade, der er hård og glat uden at være så glat, at du skal bruge kræfter på at holde grebet på pagajen. De fleste pagajer har et mindre ”indeks” i højre side til ”kontrolhånden”. Derved bliver det lettere at mærke, hvordan pagajen vender.
Et ergonomisk skaft, er et skaft hvor grebet er vinklet i forhold til pagajens længdeakse. Dette giver flere fordele, dels bliver der mindre vrid og dermed mindre belastning af håndledet, dels er det lettere at mærke, når pagajen vender rigtigt – faktisk er det svært at holde den forkert. Det betyder, at du automatisk vil holde lidt løsere om skaftet med deraf følgende mindre belastning af muskler og sener. En pagaj med et ergonomisk skaft er derfor ikke kun til for de rigtig seriøse, også dem der har problemer med seneskedehindebetændelse i håndledene, kan have gavn af en pagaj med et ergonomisk skaft. En anden stor fordel ved et ergonomisk skaft er, at faconen gør det lettere at mærke, hvordan bladet vender og at det ligger rigtigt i hånden. Det betyder, at man ikke behøver at holde så stramt om skaftet, hvilket også spare energi og mindsker risikoen for belastningsskader.
Et godt skaft skal være let og stift, så kraften kan overføres godt og præcist til bladet, men ikke alt for stift, da skaftet helst skal have en smule fleks for at kunne give en behagelig og komfortabel pagaj. Skaftet skal så at sige også fungere som en slags støddæmper.
På bedre pagajer er skaftet normalt lavet i fibre, ofte glasfiber, karbonfiber eller en blanding. Dette giver god mulighed for at få et forhold mellem styrke, vægt, stivhed og fleks.
Typisk er skaftet på lidt billigere pagajer lavet af aluminium, hvor der er sat ”krypeflex” over som greb. Dette virker udmærket, men ikke lige så godt som et godt fiberskaft. Dels kan man ikke få samme egenskaber mellem fleks og styrke, dels giver det på lang sigt ofte problemer med at aluminiumet korrodere/”ruster”.