Hvordan du kommer i kajakken og op ad den igen, afhænger af forholdene og hvilken båd du har.
Er du ved en strand og i en plastik kajak (eller er du ikke så øm over for din fiberkajak), kan du sætte dig i kajakken i vandkanten og derefter skubbe dig ud i vandet. Når du skal ind igen, kan du padle direkte op på stranden. Er der brænding er dette en dejlig effektiv metode, hvor du slipper for at få våde fødder. I fiberkajakker vælger de fleste at bære kajakken helt ud i vandet og sætte sig op i kajakken, mens de holder balancen med pagajen. Dette indebærer at der let kommer vand ned i kajakken, og at man får våde fødder, hvilket kan blive koldt.
Fra en bådebro, eller hvor kysten ikke giver mulighed at padle op på stranden, kan du enten holde i bådebroen/land med en hånd og, cockpitkanten med den anden mens du sætter dig ned. Eller du kan lægge pagajen vinkelret bag ved cockpittet og ind på bådebroen/land. Hvis du lægger vægt på pagajen, kan den bruges som støtte.